Agenter

Skal jeg bruge en agent inden for esport eller er en esportsadvokat nok?

Det spørgsmål florerer ofte i hovederne på esportsspillerne. Nogle benytter sig kun af advokater, nogle kun af agenter, mens andre har en kombinationsløsning. Der findes utallige gode og dårlige historier om agenter. Men uanset andres mening gælder det om at forholde sig kritisk.

Først er det vigtigt at finde ud af, hvad en agent egentlig er, og hvad der skal til for at man kan kalde sig ”agent”.

Hvad er en agent?

Det at blive en ”agent” kræver ingen uddannelse, ingen særlig erfaring, ingen særlig viden, intet særligt kendskab til branchen eller noget særligt netværk. Med andre ord, så kan alle og enhver kalde sig for ”agent” inden for esport, da det – i modsætning til ”advokat” – ikke er en beskyttet titel.

Med det sagt, findes der naturligvis også gode agenter. Man bør dog have præmissen i baghovedet i forhold til, hvad det kræver at blive agent, da der bestemt også findes mange, som ikke bidrager med noget godt. Man bør derfor træde varsomt, når det kommer til såkaldte ”agenter” inden for esport.

Nogle agenter lover guld og grønne skove, stort klubskifte, høj løn og fede personlige sponsoraftaler. Det kræver blot, at man underskriver en uopsigelig kontrakt for de næste 2-4 år med agenten, som giver agenten 5 – 30 % af ens månedsløn. Disse aftaler fører sjældent til noget godt.

Det er samtidig et kæmpe faresignal, hvis agenten ikke engang har en resultatforpligtelse. Det betyder, at agenten i perioden på 2-4 år, ikke er forpligtet til at levere noget som helst, da de blot skal ”gøre et forsøg”. Her er det oplagt at spørge sig selv, om man er indstillet på at betale en andel af sin løn til en person, der blot ”forsøger” at skabe noget værdi for en.

Det kan derfor hurtigt blive et ekstremt dyrt møde med en såkaldt ”agent”.

Agenters aflønning

Agenter aflønnes typisk ved at modtage en andel af lønnen. Man bør dog huske på, at hvis en agent modtager procenter af ens løn, vil agenten unægtelig placere en stor del af sit fokus og sin energi på lønnens størrelse. Det er dog sjældent, at lønnens størrelse bliver et problem under forhandlingerne, idet det allerede er aftalt og godkendt af dig og organisationen.

Samtlige problemer for spilleren opstår typisk på baggrund af mange af de punkter der ellers fremgår i kontrakten, eller som slet ikke er nævnt/reguleret af kontrakten.

På dette område kan det være særdeles besværligt for en agent at rådgive korrekt. Især når agenten eksempelvis hverken har indgående kendskab til lovgivningen, reglerne, kontrakter og i værste tilfælde esport i øvrigt. Som spiller bør man derfor være påpasselig med at lade en agent forhandle og varetage ens kontrakter med klubben, sponsorer etc. Her kan det være relevant at spørge sig selv, hvilke forudsætninger den pågældende agent har for at gennemlæse og forhandle kontrakter inden for esport.

I disse tilfælde, vil en fornuftig agent kende sine begrænsninger og henvise dig til en specialiseret esportsadvokat, som vil kunne sikre dig de helt rigtige vilkår. Sådan et samarbejde er almindeligt med de dygtige agenter.

Derudover bør man være opmærksom på, at såfremt agenten bare laver én fejl eller overser nogle vigtige punkter i kontrakten, vil agenten sjældent blive erstatningsansvarlig. Dermed vil der ikke være en forsikring der dækker. Her vil en advokat skulle stå på mål for sit arbejde og have en rådgiverforsikring.

Kontrakt

Typisk vil den kontrakt, som indgås mellem spilleren og agenten, give et godt billede af om agenten vil spillerens bedste. Hertil om agenten er seriøs, og om agenten forstår kontrakter og de juridiske konsekvenser af dem. Tøv derfor heller ikke med at tage kontakt til esportsadvokaten inden du eventuelt indgår en aftale med en agent.

Hvis du allerede har en agent eller overvejer at få dig en agent, bør du i høj grad afklare rollefordelingen, opgaverne og aflønningen, samt undersøge agenten grundigt.

7 gode råd til dig der overvejer en aftale med en agent

  1. Overvej grundigt hvad du skal bruge en agent til og om pengene er brugt bedre på noget andet
  2. Få hjælp til kontrakten mellem dig og agenten
  3. Sørg for, at du altid kan opsige kontrakten med kort varsel, hvis samarbejdet ikke fungerer
  4. Opstil en resultatforpligtelse, således at agenten skal tilføje dig værdi, før agenten modtager penge. (ingen passiv indkomst)
  5. Modtag altid selv din løn og præmiepenge, agenten skal ikke administrere det for dig
  6. Sørg for, at du har det sidste ord mht. sponsoraftaler, klubskifte og gennemgang af kontrakter.
  7. Lad ikke agenten foretage juridisk arbejde for dig, herunder gennemgang af kontrakter

Derudover må man bruge sin sunde fornuft. Mange fornuftige agenter lider under de dårlige agenters ry, så man må forholde sig kritisk. Man ville vel heller aldrig lade en selvudnævnt arkitekt tegne ens hus, blot fordi personen har lavet en hjemmeside, hvor han blot kalder sig for en ”arkitekt”.

Vi er eksperter inden for esport – lad os hjælpe dig

Tøv ikke med at tage fat i os. Vi fastlægger ofte dit behov og giver gerne gode råd med på vejen. Såfremt vi skal hjælpe, vil vi typisk aftale en fair fast pris på forhånd. Hertil vil vi oplyse om de eventuelle risici, der vil være forbundet ved arbejdet. Det er vigtigt for os, da vi kæmper for ordentlighed og fairness inden for esport. Den indledende samtale vil altid være gratis.